Endnu engang kommer MÅNESKIVEN i absolut sidste øjeblik, men vi er også helt nede i musikkens grundstof denne gang.

23. november 1936 ankommer den 25-årige Robert Johnson til et hotel i San Antonio, Texas. På værelse 414 bliver der med primitivt udstyr optaget 16 bluesnumre over de næste 3 dage. Året efter optager han endnu en håndfuld sange – denne gang i noget der minder om et pladestudie. Året efter dør Johnson.

Alt dette er egentligt ikke så usædvanligt – der var hundredvis af musikere som ham – men i 1961 (altså 23 år efter hans død) udkommer pladen ”The King of Delta Blues Singers”, med optagelserne – som mirakuløst har overlevet. Det blev en plade som ændrer musikhistorien, og derfor er den denne måneds MÅNESKIVE.

Den blev nemlig hørt af store navne som blandt andet Bob Dylan og Eric Clapton – og Johnson blev lynhurtigt en legende og en kæmpe inspirationskilde. At han ligefrem skulle have opfundet ”the blues” er noget vrøvl, men noget han uden tvivl var en af de første til at forstå, var at det ikke bare handler om at synge og spille godt guitar, men også at fortælle en god historie – at ”brande” sig selv.

For Johnson blev det historien om, hvordan han solgte sin sjæl til djævelen for til gengæld at blive en forrygende bluesguitarist – en historie Johnson fortalte igen og igen i mange af sine sange. Historien har helt sikkert fået folk til at spærre øjnene op i lige dele fascination og forskrækkelse på de små barer, hvor Johnson optrådte, og været med til at skille ham ud fra mængden af nok ret enslydende bluesmusikere.

For nogle år siden var der en musikforsker, som påstod at de numre, vi kender med Johnson er ”speedede op” altså skruet op i tempo – og det er baggrunden for hans karakteristiske lyse stemme og lynhurtige guitarspil. Han havde eksperimenteret med at afspille numrene i et langsommere tempo og opdaget at det lød meget mere naturligt.

Giv Robert Johnson et lyt (i det tempo du finder passende) og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Det er på et hængende hår, at der når at komme en MÅNESKIVE i denne måned. Men her er den, og det er til gengæld en af mine absolutte yndlingsplader.

Bag kunstnernavnet Iron & Wine gemmer sig den amerikanske sanger og sangskriver Sam Beam, som i over 20 år nu har udgivet utroligt fine plader med akustisk baseret musik, som blander folk, jazz og rock i den genre som meget intetsigende kaldes ”americana”.

Han debuterede med den skramlende og meget lo-fi ”The Creek Drank The Cradle” i 2002, men her til MÅNESKIVEN har jeg valgt hans anden plade ”Our Endless Numbered Days” fra 2004 – pladen som for alvor fik folk (inklusiv mig selv) til at få øjnene op for hans enorme talent.

Hvor debutpladen var primitivt indspillet hjemme i hans stue, blev ”Our Endless Numbered Days” indspillet i et rigtigt lydstudie, og selvom den stadig er forholdsvis simpel og minimalistisk lyder den ganske fantastisk på vinyl og indeholder en lang række af hans mest ikoniske numre. Det er utroligt behagelig musik, som samtidigt indeholder masser af små detaljer, som man først opdager efter mange gennemlytninger, og Beams ordrige tekstunivers er et kapitel for sig.

Pladen blev en kæmpe succes og Iron & Wine har siden udgivet fire soloalbums samt en række plader i samarbejde med andre kunstnere (blandt andet med bandet Calexico). Han giver også forholdsvis tit koncerter i DK.

For resten er Sam Beam uddannet grafiker og står derfor selv for alt det visuelle omkring Iron & Wine – og det er altid utroligt lækker designet.

Giv Iron & Wines musik en chance og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE (som kommer lige om lidt!) 

Flere har påpeget, at der aldrig har været en dansk plade i MÅNESKIVEN, og det går selvfølgelig ikke. Derfor er denne måneds plade på dansk, endda med en ret kendt dansk kunstner og ovenikøbet en de bedste danske plader, som er udkommet i de sidste mange år efter min mening.

Alle kender Alberte Winding, enten som Luna i ”Bamses Billedbog”, som forfatter til bøger både til børn og voksne eller som sangerinde med en mængde hits bag sig (især ”Lyse nætter” er blevet kæmpestor). Men de færreste opdagede, at hun midt under Corona udgav en helt fantastisk plade, som nok både blev overset, fordi folk havde tankerne på den igangværende (og på det tidspunkt ret nye) pandemi, men måske også fordi pladen var lidt noget andet end den mere mainstream pop, hun ellers er kendt for.

”Martha’s Wineyard” er en afdæmpet perle. 10 enormt smukke akustiske numre med tekster som kredser om historier fra Albertes ungdom og et længere ophold i netop Martha’s Wineyard (som er en ø ud for kysten af det østlige USA). Historier om ensomhed, ungdom, kærlighed og om det at se tilbage på en for længst svunden tid. Lækkert produceret med sans for det rene og minimalistiske af Albertes mand Andreas Fuglebæk (som også har været med til at skrive sangene og som spiller de fleste af instrumenterne) og med Albertes dejlige, varme og utroligt velkendte stemme i front. Den blander folk, bluegrass og singer-songwriter genrerne på en måde, som egentligt ikke er så lang fra min egen musik i UNDER MÅNEN.

Som I kan se, var jeg så heldig at få et signeret eksempler (trykt på den frækkeste mint-grønne vinyl!) og med Albertes kommentar ”til den stille fest” skrevet på coveret – og det er egentligt en meget præcis varedeklaration, for det er den perfekte plade at sætte på til en lun sommeraften på terrassen.

Omkring samme tid udgav Alberte erindringsromanen ”Småt brændbart”, som også kan anbefales og som fortæller videre på samme historie.

Giv pladen et lyt, god sommer og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Torsdag den 6. juli spillede UNDER MÅNEN koncert på den fantastiske besøgsgård Tothaven lidt uden for Hundested. Det er en gård fuld af nuttede dyr og hyggelige grønne pletter og selvfølgelig nærmest den perfekte ramme om min musik.

På den fine lille udendørsscene spillede jeg to sæt med i alt 21 numre, og der var flere nye ting på programmet. “Forårets død” fik endelig sin længe ventede debut (nu er 9 ud af 10 numre fra UDEN ET ORD spillet live). Koncerten bød også på et par coverversioner af gamle danske evergreens og et par folk-klassikere.

  1. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
  2. Rejsekort (uudgivet)
  3. Uden et ord (fra UDEN ET ORD)
  4. Hungerfugl ((fra UDEN ET ORD)
  5. Vækker en abe i mig (uudgivet)
  6. Byen ved vandet (uudgivet)
  7. Vindhejren (fra UDEN ET ORD)
  8. Mr. Morgan (single)
  9. Under månen (uudgivet)
  10. En yndig og frydefuld sommertid (cover)
  11. Gøgleri (fra PETITESSER)
  12. Black Cat Blues (uudgivet)
  13. Anji (cover)
  14. Ravnekongen (fra UDEN ET ORD)
  15. Du kom med alt hvad der var dig (cover)
  16. Langt fra og tæt på (uudgivet)
  17. Walking (cover)
  18. Val de Loire (fra PETITESSER)
  19. Havbund (uudgivet)
  20. Greensleves (uudgivet)
  21. Forårets død (fra UDEN ET ORD) debut
  22. Ouverture (fra UDEN ET ORD) reprise

Læs mere om Tothaven https://tothaven.dk/

I sidste måned præsterede jeg at anbefale en plade, som kun var tre år gammel og i denne måned, slår jeg alle rekorder i aktualitet med en plade som kun er tre uger gammel. MÅNESKIVEN er aktuel som aldrig før!

Paul Simon behøver næppe den store introduktion. Han slog allerede sit navn fast i 60’erne hvor han sammen med Art Garfunkel udgav en række plader fyldt med iørefaldende pop-sange som ”Simon & Garfunkel”. ”Sound og Silence”, ”Bridge Over Trouble Water” er evergreens, som alle kender

I de næste tre årtier udgav han solo-plader, som bød på mindst lige så mange hits. Han har altid flirtet med forskellige genrer og især i 80’erne lavede han spændende plader, som fusionerede poppen med verdensmusikken – det kom der blandt andet storhittet ”You Can Call Me Al” ud af.

Men for et par år siden annoncerede den i dag 81 årige Simon, at nu trak han sig tilbage både fra at turnere og udgive musik, og det løfte holdt han indtil for nyligt, hvor der lidt ud af det blå udkom en spændende ny plade – og den er naturligvis månedens MÅNESKIVE.

”Seven Psalms” er en ret særlig plade – syv numre som kører ud i et og med Simons slidte men stadig smukke stemme og lækre guitarspil helt i front. Den minder ikke rigtigt om noget andet, han har lavet og har derfor også splittet selv hans mest hardcore fans. Sangene er smukke og velproducerede, med uden de lette og iørefaldende hit-melodier, som han ellers har været garant for hele sin karriere. Der er noget meditativt og meget modent over sangene, med tekster som kredser om livet, døden, religion og de store ting som fylder i verden i dag (Corona får også lige en hilsen med).

Ifølge Simon er det meste kommet til han i drømme, og pladen følges op med en dokumentarfilm, som fortæller hele historien om den besynderlige tilblivelsesproces.

Det er en plade, man skal sætte sig og lytte til (eventuelt med et godt glas rødvin) og for hver gang dukker nye detaljer op. En varm anbefaling herfra og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Vejret var perfekt og omgivelserne utroligt smukke, da UNDER MÅNEN spillede havekoncert ved et privat arrangement i en kolonihave i København.

Koncerten bød både på gamle kendinge og nyt materiale – blandt andet det netop udgivne PETITESSER nummer “Gøgleri” – som blev spillet live for første gang i tyve år!

1. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
2. Hungerfugl (fra UDEN ET ORD)
3. Gøgleri (fra PETITESSER)
4. Yndig og frydefuld sommertid (cover) DEBUT
5. Walking (cover) DEBUT
6. Val de Loire (fra PETITESSER)
7. Anji (cover) DEBUT
8. Sommerhymne (uudgivet)
9. Havbund (uudgivet) DEBUT
10. House Carpenter (cover) DEBUT
11. Vejen til vejs ende (uudgivet)
12. Kold krig (single)
13. Uden et ord (fra UDEN ET ORD)
15. Black Cat Blues (uudgivet)
16. Greensleves (cover) DEBUT

Som lovet kommer her anden del af den musikalske serie PETITESSER. Et relativt fjollet lille nummer men med en sjov baggrundshistorie.

For efterhånden mange år siden optrådte jeg sammen med en gøgler-duo, som rejste landet rundt med et lille show med små sjove numre. Vi optrådte på kræmmermarkeder, i private hjem, på Bakken, på Læsø, i Parken, på Roskilde Festival og mange andre mærkelige steder.

Min opgave var at spille musik til showet, og til et lille tryllenummer var oplægget, at jeg skulle spille noget klassisk musik. Jeg havde bare ikke lige et ”rigtigt” klassisk nummer klar, så skrev i al hast et lille pseudo-klassisk musiknummer, som mest bare satte en række ”klassisk musik”-klicheer sammen i en nogenlunde fornuftig rækkefølge, og på en måde så jeg kunne spille det i forholdsvis lang tid, hvis nu tryllenummeret trak ud (og det gjorde det tit). Dengang fik den titlen ”Trylle-musik”.

Nummeret fungerede fint og blev spillet MANGE gange alle mulige steder. Det stolteste øjeblik var til en stor gøgler-festival i Tyskland, hvor en nobel ældre dame dukkede op efter showet for at få at vide hvilken klassisk komponist, som mon havde komponeret det fine musikstykke. Det var jeg ret stolt af dengang!

Så gik der omkring tyve år, hvor jeg ikke spillede nummeret en eneste gang – men forleden dukkede det pludseligt op i tankerne igen og til min store overraskelse, kunne jeg stadig spille det ret godt. Så her er et lille stykke ”trylle-musik” (nu med ny titel) og en tilpas fjollet video.

Og glæd dig så til næste omgang PETITESSER!

Denne måneds MÅNESKIVE er noget så sjældent som en (næsten) helt ny udgivelse – for Adrianne Lenkers brillante dobbelt-lp ”Songs” og ”Instrumentals” udkom for kun tre år siden og er derfor en rekord i MÅNESKIVE-regi (som, uden det egentligt er intentionen, har det med mest at omhandle plader med en 40-50 år på bagen). I øvrigt passer pladen også godt ind i temaet med seje kvindelige kunstnere, som jeg startede i januar og faktisk lidt har glemt igen (selvom den unge Neil Youngs lyse stemme er lidt derhenne).

Selvom undersøgelser efter sigende har vist, at de fleste mennesker stopper med at høre ny musik ved omkring 35 års alderen (og undertegnede for længst har rundet den grænse), så prøver jeg stadig aktivt at opsøge ny musik og nye kunstnere – og prøver også at lade være med automatisk at synes, alt ny musik er forfærdeligt (selvom den som regel er det).

Adrianne Lenker er bestemt et bekendtskab værd. Hun er en ung amerikansk sangerinde, sangskriver og guitarist og mest kendt som medlem af den glimrende rockgruppe Big Thief. I 2020 lukkede verden ned med Corona, og hvor jeg selv brugte tiden på at indspille min debutplade UDEN ET ORD i mit sommerhus – flyttede Adrianne ud i en hytte i en skov i Massachusetts med primitivt analogt optageudstyr og indspillede helt alene en plade med personlige og meget smukke sange + endnu en plade med to meget lange og nærmest meditative instrumentalnumre.

Det er en plade (eller to plader?), som varm kan anbefales – der er en direkte forbindelse tilbage til Joni Mitchell og Blue (se MÅNESKIVEN fra januar) i Adriannes sange om hjertesorg og smerte, og den indeholder samtidigt noget af det mest opfindsomme og inspirerende akustisk guitarspil, jeg længe har hørt. Det er sin kunst at indspille en hel plade kun med vokal og akustisk guitar og gøre den afvekslende og nuanceret.

Giv den et lyt – i modsætning til flere af de tidligere MÅNESKIVER er det her en plade, du burde kunne finde hos din lokal vinylbutik til fornuftige penge.

FLASHBACK er navnet på en ny lille serie på Instagram med billeder og videoer fra UNDER MÅNENS arkiv. 

Det er nu syv år siden UNDER MÅNEN startede og meget er sket i den tid. Derfor vil jeg fra tid til anden post ting fra arkivet, som dokumenterer den musikalske rejse, jeg har været på.

Første billede er tilbage fra 2010 (altså længe før der var noget, som hed UNDER MÅNEN), og viser en yngre udgave af mig med min allerførste banjo – og banjoen har jo siden vist sig at være en integreret del af UNDER MÅNENS lyd.

Følg med på Instagram og få flere FLASHBACKS.

Det er på et hængende hår, at der når at komme en MÅNESKIVE i april. Men her er den, og det må siges at være lidt af en klassiker – i hvert fald noget helt andet en de obskure og nørdede plader, som eller har det med at dukke op her.

Neil Youngs ”Harvest” fra 1972 er uden sammenligning den mest kendte Neil Young plade – den som folk, som ellers ikke kender hans musik alligevel kender. Den med ”Heart of Gold”, og en plade som gjorde Neil ”mainstream” – noget han så siden har brugt mange kræfter på slippe væk fra igen.

For mig er pladen noget helt særligt, fordi den er et af de tidligste og tydeligste musikalske minder, jeg har. Jeg havde nemlig fået mit første stereoanlæg (ja, det havde man engang). Det var en forholdsvis stor kasse med dobbelt kassetteafspiller (et must når man optog og kopierede musik), cd-afspiller (som var nyt og eksotisk) og så øverst oppe en pladespiller – sådan en havde jeg aldrig haft før, og jeg ejede ingen plader.

Derfor gik jeg på plyndringstogt i min fars pladesamling for at finde noget, jeg kunne afprøve min pladespiller på – og det blev så ”Harvest”. Nok på grund af det lækre cover med den sejt svungne skrift, teksturen i det cremefarvede pap og det fantastiske billede på bagsiden, hvor Neil står med sit band og spiller i en gammeldags lade. Alt omkring pladen virkede cool og usædvanligt – for på dette her tidspunkt i 90’erne var nye vinylplader et tarveligt discountprodukt, hvor der bestemt ikke blev brugt penge på sådanne lækkerier.

Og så var der jo også musikken – husker helt tydeligt oplevelsen af at høre ”Out on the Weekend” for første gang. Det tunge trommebeat – den akustiske guitar, mundharmonika som går i gang og Neil skøre lyse stemme. Jeg var solgt på stedet og resten er historie. Jeg har fulgt Neil lige siden, også selvom de sidste tyve år mildt sagt har været noget svingende for ham.

Det er en plade jeg altid kommer tilbage til og kender du den ikke så lyt til den nu – og glæd dig så til mere MÅNESKIVE (til tiden).