Det er egentligt ikke fordi, jeg går og mangler guitarer – men alligevel er det på en eller anden måde lykkedes mig at købe endnu en 😀

Denne gang en helt vidunderlig flot klassisk guitar håndbygget i Tyskland. Uden sammenligning den flotteste guitar i samlingen med et væld af små detaljer. Den meget flotte bagside får man ved at skære to nøjagtig ens stykker træ og så samle dem på midten (der hvor der er den hvide farve) og så derved opnåes den smukke symmetriske effekt.

Håber billederne fanger bare lidt af skønheden – den er svær at fotografere pga. højglanslakken, som reflekterer alting. Der kommer en lydprøve inden længe 🎶

MÅNESKIVEN handler denne gang om en af jazzens glemte helte. Den fænomenale amerikanske jazzguitarist Johnny Smith.

Selvom det navn måske ikke siger dig noget, kender du helt sikkert et af hans numre (og selvom titlen måske ikke siger dig noget, kender du den helt sikkert, når du hører nummeret). For hans nummer ”Walk dont run” er blevet lidt af en evergreen.

Oprindeligt skrevet og udgivet som en cool jazznummer i 1954, men for alvor kendt da Surf-gruppen The Ventures lavede en twanget surf-udgave i 1960, og nummeret er siden blev indspillet i et væld af udgaver og blevet brugt i masser af film.

Men Johnny Smith er meget mere end dette lille nummer, og hans plader fra 50’erne og 60’erne er alle ret fantastiske. Jeg er især glad for KALEIDOSCOPE fra 1967, som er fuld af lækre numre og samtidig blev en af hans sidste plader. Ikke fordi han døde, men fordi han efter sin kones tragiske død i barselssengen besluttede at droppe turnelivet og fokusere på sin lille nyfødte datter. Det er en vældig smuk historie.

Ud over et stort hjerte må Smith også have haft enorme hænder for hans guitarspil er bygget op omkring det man kalder ”close-harmony” toner – altså akkorder med toner, som ligger meget tæt på hinanden – det er ret nemt på klaver, men giver på guitar nogle helt vildt svære akkorder, som kræver overdrevne lange fingre – jeg kan i hvert fald ikke spille en brøkdel af de ting, Smith gjorde til sin signaturlyd. Lyt f.eks. til den enormt smukke start på ”The Girl With The Flaxen Hair”, som er noget så sjældent som et solo elektrisk guitarnummer.

Johnny Smith døde i 2013 90 år gammel og i dag er hans vinylplader desværre enormt svære at opdrive i Europa, men det meste kan heldigvis streames.

Giv pladen et lyt – hav en fortsat dejlig sensommer og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE

Her en optagelse af nummeret “Vinternat” fra koncerten i Metronomen på Frederiksberg 12. august 2024.

Tak til Frederik Bondo for optagelsen.

Mandag stod UNDER MÅNEN endnu engang på scenen i Metronomen på Frederiksberg. Det skete som opvarmning for det fede københavnske indierockband IN EVERETT, der holdt releaseparty for deres nye plade DARVO.

Et fantastisk publikum tog godt imod en håndfuld numre, som blandt andet bød på debut til det helt nye nummer “Skærgård” og det alt for sjældent spillede “Vejen til vejs ende”. Koncerten var denne gang helt instrumental.

Tak for en dejlig sommeraften!

Sætliste:
1) Vejen til vejs ende (uudgivet)

2) Ouverture (fra UDEN ET ORD)

3) Vinternat (fra PETITESSER)

4) Skærgård (debut)

5) Fugl & Fisk (uudgivet)

6) Lille påfugl (Pavette) (uudgivet)

7) Ravnekongen (fra UDEN ET ORD)

Se flere billeder fra koncerten nedenfor.

Det er sommerferie, og derfor kommer her en plade, som er en rigtig ”sommerplade” for mig (uden jeg helt kan forklare hvorfor).

Led Zeppelin havde allerede to meget succesfulde plader bag sig, som begge var fulde af tunge guitarriff og potent bluesrock – men også havde plads til mere akustiske numre som f.eks ”Babe Im Gonna Leave You” fra debutpladen eller ”Ramble On” fra Led Zeppelin II. Men på Led Zeppelin III sker der noget spændende med bandet, og den plade er derfor månedens MÅNESKIVE.

Pladen udkom i 1970 og bliver lidt uretfærdigt ofte kaldet deres ”akustiske plade”, og det passer egentligt ikke, for der er masser af elektrisk guitar på mange af numrene – men det er helt klart pladen, hvor den tunge lidt simple bluesrock træder i baggrunden og en meget mere kompleks og afvekslende lyd præsenteres. Noget bandet fortsatte med at udforske på de efterfølgende plader. Man kan vel endda sige, at hvor mange andre lignende ”hardrock” bands ofte endte i en lidt fastlåst ”rock-lyd”, så var det netop Led Zeppelins styrke, at de kunne spille al mulig slags musik og havde modet til også at gøre det.

Led Zeppelin III starter ud med fuld fart og ”vikingerock” med ”Immigrant Song” (efter bandet netop havde besøgt Island), fortsætter over i skæv arabisk lyd på ”Friends” og når på side 1 blandt andet også lige den enormt smukke bluesballade ”Since I’ve Been Loving You” med noget af Jimmy Pages lækreste lead-guitar. På side to får de akustiske guitarer så hovedrollen, men også banjo og mandolin, hvilket var ret unikt og selvfølgelig falder lige i min smag. Fra deres seje udgave af folkesangen ”Gallows Pole” til den småskøre slideguitardrevne afslutning med “Hats Off to (Roy) Harper”.

Som barn husker jeg bedst pladens farverige og meget hippieagtige cover, hvor man kunne dreje på en papskive inde i coveret og se forskellige motiver dukke op i ”hullerne” på selve forsiden. Alene dette må være grund nok til at anskaffe sig pladen på vinyl.

Giv pladen et lyt – hav en fortsat dejlig sommer og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Billeder fra UNDER MÅNENS koncert på Copenhagen Jazz Festival 2024 – fotos taget af Mathias Hvolris

Det ustadige danske sommervejr viste sig fra sin bedste side, da UNDER MÅNEN spillede på Copenhagen Jazz Festival. Kort forinden øsede det ned, men i samme øjeblik jeg gik på, kom solen frem og alt var godt.

Det blev som altid en blanding af nyt og gammelt – vokalt og instrumentalt og endda også debut til et helt nyt nummer “Fugl & fisk”, som jeg skrev for nyligt. 

Der var god stemning og mange fremmødet – tak for det!

Husk næste koncert er allerede 12. august. 

COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL – Aksel Møllers Have 6/7-24

1. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
2. Rejsekort (uudgivet)
3. Hungerfugl (fra UDEN ET ORD)
4. Byen ved vandet (uudgivet)
5. Vinternat (fra PETTITESSER)
6. Vækker en abe i mig (uudgivet)
7. Vindhejren (fra UDEN ET ORD)
8. Mr. Morgan (single)
9. Fugl & fisk (uudgivet)
10. Langt fra og tæt på (uudgivet)
11. Lille påfugl (Pavette) (uudgivet)

Copenhagen Jazz Festival er på trapperne, og derfor er denne måneds MÅNESKIVE med en vaskeægte jazzlegende af de helt store.

John Coltrane var en af de absolut største stjerner på jazzhimmelen og nåede heldigvis at udgive en lang række plader inden sin alt for tidlige død som 40-årig i 1967 (sådan gik det desværre mange af de store jazznavne fra 50’erne).

Allerede i 1957 udgav han mesterværket ”Blue Train” og fik i 1959 sit egentlige gennembrud på Miles Davis’ ”Kind of Blue” (den kender du godt ik?), og frem mod sin død udgav han den ene fantastiske plade efter den anden.
Som saxofonist var han banebrydende og spillede med lige dele virtuositet og frygtløshed, som for eksempel på hans berømte udgave af Sound of Music-evergreenen ”My Favorite Things” fra 1961, hvor han transformerer den oprindelige lille søde popsang om til 14 minutters instrumentalnummer, som formår at indkapsle nærmest alle de følelser, som findes. Hans musik blev mere og mere avanceret og abstrakt og kræver meget af sine lyttere og derfor har jeg valgt hans nok mest tilgængelige plade, som månedens MÅNESKIVE.

”Ballads” fra 1963 er nærmest som et lille ”åndehul” i en række ellers meget kunstneriske plader han udgav i den periode, for den kan man sætte sig og lytte til uden de store forudsætninger, også hvis man ellers ikke er den store jazz-connaisseur.

Indspillet over tre sessions med sin ”John Coltrane Quartet” – McCoy Tyner (piano), Jimmy Garrison (bas), Elvin Jones (trommer) og uden de store forberedelser tog Coltrane en håndfuld kendte jazz-ballader og fangede essensen af numrene. Måske er det denne ligefremme stil, som gør ”Ballads” til sådan en dejlig plade. Hvor hans musik ellers var blevet ekstremt indviklet og fuld af lange soloer, nød alle nok bare at spille disse simple og korte numre uden de store bagtanker. Det er bare lyden af fire vildt dygtige musikere i et rum sammen.

Selv som guitarist har jeg Coltrane i baghovedet, hver gang jeg kaster mig ud i en guitarsolo.

Giv pladen et lyt – og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Så er der ikke så længe til jeg spiller ved Copenhagen Jazz Festival 2024.

Man bliver alligevel lidt stolt, når man ser sit navn i det officielle program.

Så stolt at man lige laver en lille video 🙂 

Her er flere billeder fra koncerten i lørdags i Stalden på Godthåbsvej. Det er igen Mathias Hvolris som har taget billederne.